Sundhedsforsikring i staten, regionen eller kommunen – er der forskel?

Det er tre forskellige arbejdsgivere

Når vi i daglig tale taler om “det offentlige”, dækker det over tre forskellige arbejdsgiverstrukturer:

• Staten – ministerier, styrelser, domstole, forsvaret, politiet og en lang række særlige institutioner.
• Regionerne – primært sygehuse, men også psykiatri, almen praksis-koordinering og kollektiv trafik.
• Kommunerne – plejehjem, hjemmepleje, skoler, daginstitutioner, jobcentre og lokal forvaltning.

Hver af de tre har sin egen overenskomststruktur, sine egne hovedaftaler og sine egne lokale variationer. Det giver forskelle i barselsregler, pension, ferie og personalegoder – men ikke i hvorvidt sundhedsforsikring er en del af pakken.

Sundhedsforsikring i staten

Staten tilbyder sjældent en sundhedsforsikring som personalegode. De centrale aftaler mellem Finansministeriet og hovedorganisationerne har historisk ikke inkluderet det, og lokale arbejdsgivere har begrænset råderum til selv at lægge oveni.

Visse særlige statslige områder kan have undtagelser – fx forsvaret eller politiet, der i nogle tilfælde har særlige sundhedsordninger knyttet til selve ansættelsens karakter. Men for langt størstedelen af statsansatte er reglen: du betaler selv, hvis du vil have en sundhedsforsikring.

Sundhedsforsikring i regionerne

Regionerne er Danmarks sygehus-arbejdsgiver. Det er en interessant ironi, at sundhedspersonalet på vores sygehuse sjældent har en privat sundhedsforsikring gennem deres arbejde. Det skyldes overenskomstens udformning og en historisk tradition for, at sundhedsfaglige ansatte er “tæt på systemet” og derfor mindre har brug for privat dækning.

Virkeligheden er en anden. Sygeplejersker, SOSU-ansatte og læger har præcis samme udfordring med ventelister som alle andre borgere, hvis de selv bliver syge. Derfor vælger mange regionsansatte – især i sundhedsfagene – at tegne en privat forsikring.

Sundhedsforsikring i kommunerne

Kommunerne er Danmarks største offentlige arbejdsgiver, hvis vi tæller alle 98 kommuner samlet. Det er også her, du finder pædagoger, SOSU-ansatte i hjemmeplejen, lærere på folkeskolerne, ansatte i jobcentre og i den lokale forvaltning.

Kommunerne har lidt mere lokal fleksibilitet end staten, men sundhedsforsikring som personalegode er fortsat sjældent. Nogle få kommuner har eksperimenteret med pilotordninger, men det er undtagelsen, ikke reglen.

Hvad er forskellen for dig som ansat?

Når det handler om at tegne en privat sundhedsforsikring, er der ingen praktisk forskel mellem stat, region og kommune. Du tegner samme forsikring, får samme dækning og betaler samme præmie – uanset hvilken af de tre din lønseddel kommer fra.

Forskellene viser sig snarere i, hvilke faglige organisationer du tilhører (FOA, HK, DSR, BUPL, DLF, Politiforbundet osv.), og hvilke tillægsordninger der følger med dit medlemskab. Den private sundhedsforsikring tegnes individuelt og er uafhængig af, hvor du i øvrigt er ansat.

Hvad dækker forsikringen?

En privat sundhedsforsikring giver dig hurtig adgang til speciallæge, privathospital, fysioterapi, kiropraktor, psykolog og online læge – uanset om du arbejder i et ministerium, på et sygehus eller på et plejehjem. Det er dækningens karakter, ikke arbejdsgiveren, der definerer, hvad du får.

Familien med på forsikringen

Du kan tilføje din partner og jeres børn til samme forsikring – uanset om partneren også er offentligt ansat eller arbejder privat. Forsikringen er knyttet til personen, ikke arbejdsgiveren.

Sådan tegner du forsikringen

Du tegner sundhedsforsikringen online i få trin. Du vælger niveau, ser prisen, udfylder dine oplysninger og besvarer de korte helbredsspørgsmål. Du er ikke bundet undervejs, og forløbet tager typisk under fem minutter.